Her kommer den tale – denne gang på skift – som jeg gav, da FH afholdte 1. Maj i det gl. Varde Sommerland 🌹

Talen som den står her, er ikke hel identisk med den jeg gav, for jeg havde givet den plads til kunstnerisk frihed og freestyle 😎

1. maj er noget helt særligt.
Det er dagen, hvor vi – på tværs af fag og politiske holdninger – mødes for at fejre de sejre, vi sammen har kæmpet os til.
Og hvor vi sætter ord på alt det, vi stadig drømmer om.

Det har vi gjort siden den første 1. maj blev holdt i Australien for 169 år siden, hvor arbejderne fejrede retten til en 8-timers arbejdsdag.
En sejr, der handlede om mere end bare timer:
Den handlede om retten til et liv, hvor arbejde ikke fyldte det hele.

Det tog 34 år, før 1. maj kom til Danmark.
Men i dag, når vi står her i Varde, så holder vi traditionen levende – og vi holder fast i noget helt grundlæggende:
At arbejdere også er mennesker, ikke bare tandhjul i en maskine.

Tak fordi I er her.

Jeg tænker tit på det oprindelige krav om 8-timersdagen.
For selvom meget er blevet bedre, ser vi stadig mange i dag arbejde 10-12 timer ad gangen.
Nogle for at få mere sammenhængende frihed. Andre for at få økonomien til at hænge sammen.

Og det er helt legitimt.
For vi lever forskellige liv, og balancen mellem arbejde og privatliv ser ikke ens ud for os alle.

Men samtidig er der en skævhed, vi skal turde tale om.

På det private arbejdsmarked ser vi ofte større fleksibilitet.
På det offentlige område – hvor jeg selv har arbejdet hele mit liv, i forsvaret, i Post Danmark, og nu som sygeplejerske – er mulighederne langt mere begrænsede.

Det så vi fx, da både Varde og Aalborg kommuner ønskede at give forældre bedre muligheder ved barns sygdom.
En god idé, inspireret af det private arbejdsmarked.
Men Kommunernes Landsforening sagde nej: sådan noget skal forhandles ved overenskomstbordet.

Jeg har stor respekt for den danske model.
Men det gør ondt, når vi, der gerne vil skabe bedre vilkår for vores medarbejdere, bliver spændt ben for.

Jeg har tit hørt, at det offentlige ikke kan konkurrere på lønnen – men til gengæld kan tilbyde bedre arbejdsvilkår.
Men hvis jeg skal være ærlig, så er det ikke det, jeg ser.

Opgaverne vokser.
Tempoet stiger.
Og selvom vi forsøger at effektivisere os ud af presset – med robotstøvsugere på plejehjem og computerprogrammer på skolerne – så er der grænser for, hvor meget teknologien kan bære.

Vi er stadig mennesker.

Og når mulighederne for fleksibilitet og tryghed er bedre på det private arbejdsmarked, så kan vi ikke bebrejde nogen, hvis de vælger at gå den vej.

For det handler om noget helt grundlæggende:
Vi er ikke maskiner.
Vi er mennesker med familier, drømme og liv, der skal leves.

Og netop derfor er 1. maj så vigtig.

Vi står midt i en tid, hvor trygheden for lønmodtagerne er under pres – ikke bare i forhold til løn og arbejdstid, men i forhold til den grundlæggende tillid til, at vi bliver behandlet som mennesker.

Derfor skal vi bruge dagen i dag på at minde hinanden – og dem, der lytter – om, hvad der er på spil:

Tryghed for lønmodtagerne betyder, at vi tør tro på,
at vi kan få fri, når børnene er syge.
At vi kan gå på arbejde uden frygt for stress og nedslidning.
At vi kan få et liv, hvor arbejde er en del af livet – ikke hele livet.

Det er ikke noget, der kommer af sig selv.
Det kræver, at vi står sammen.
At vi løfter i flok – offentligt ansatte, privatansatte, unge, ældre – alle der ved, at retfærdige vilkår ikke er noget, vi får foræret.
Det er noget, vi kæmper os til.

Så lad os bruge dagen i dag til at styrke det fællesskab.
For fremtiden tilhører ikke de få – den tilhører os alle sammen.

Og den er vi fælles om.

Tak fordi I er her.
Tak fordi I holder fast.
Og rigtig god 1. maj – i tryghedens, fællesskabets og kampens ånd!